Norddjurs hundepension

Vi tilbyder

Norddjurs hundepension er opført og bliver drevet efter gældende regler i bekendtgørelsen om hundepensioner, ligesom stedet er godkendt af Fødevareregionen og har regelmæssige kontrolbesøg af den lokale dyrlæge.

Derudover er ideen med Norddjurs hundepension at tilbyde individuel, kærlig og forsvarlig pasning af din hund! Således er godbidder, klap, leg og sikker omgang med din hund en del af dens ophold hos os. Vi tager imod alle typer hunde, ligesom løbske tæver også er velkomne.
 

De indendørs bokse er opført i materialer som er lyd- og varmeisolerende, utrolig slidstærke og nemme at rengøre. Boksene er lyse og rummelige, og er stort set alle placeret så hundene ikke kan se hinanden, dette for at give mest mulig ro. Boksene bliver rengjort dagligt, og derudover selvfølgelig efter behov. Hallen er isoleret og rumopvarmet, forsynet med udluftningsanlæg og har således et godt indeklima og en behagelig temperatur både sommer og vinter.

Under din hunds ophold har den naturligvis kurv og tæppe til rådighed i boksen. Jeg anbefaler dog, at den medbringer eget tæppe for at være omgivet af en fært den kender. Jeg anbefaler af samme grund også at den medbringer eget legetøj og evt. tøj med fært af dig/familien. Den er selvfølgelig også velkommen til at medbringe dens egen kurv.

Vi fodre individuelt med Nutra Nuggets, Nutra Gold og Taste of The Wild, og med mindre du ønsker andet, vil din hund blive fodret 2 gange daglig. Oplys venligst hvis din hund derudover IKKE må få godbidder som f.eks. oksehudstyggeben, kalunstænger, tørret okselunge, levergodbidder mv. 

Der er mulighed for her på stedet, at købe div. godbidder til din hund´s ophold, og det er naturligvis også tilladt at medbringe hjemmefra.

3 gange daglig (morgen, eftermiddag og aften) vil din hund blive luftet i skoven i skønne og forsvarligt indhegnede luftearealer med mulighed for leg gennem hegnet, eller sammen med en egnet legekammerat.

Vi tilbyder IKKE at lufte hundene i snor.